Jeg er jaloux anlagt, det er ikke noget jeg altid har været eller noget jeg er stolt af, men sådan ligger landet nu bare, for mange gange har jeg vendt det døve øre til, bevidst eller ubevidst og er blevet brændt. Jeg hader den fornemmelse det giver indeni, jeg hader at jeg kan lade min fortid spille så meget ind i nutiden og fremtiden, og jeg hader at de mennesker jeg elsker mest har misbrugt min tillid ( her måske luge undtaget mine forældre og min søster).
Jeg tænker meget over at jeg er jaloux, for jeg forsøger at holde det nede, det har på et tidspunkt styret min hverdag og gjort mig paranoid i en grad jeg ikke brød mig om, jeg synes nu jeg kan styre det bedre og jeg spørger mere direkte hvis noget gør mig usikker, sikkert til stor irritation for min bedre halvdel, men sådan er livet med mig, brænd barn lugter ilde..
